Torvedage i Odense på Albani Torv omkring 1908

”Selvom jeg bare var en knægt på omkring de 13 år, står Torvedagene friskere i min erindring end det, der er sket for 8 dage siden. Der var torvedag hver onsdag og lørdag. Det var de samme handlende, der kom både onsdag og lørdag – og de handlede med de samme varer. Torvedagene foregik på Albani Torv på det lille brede stykke mellem Albani Torv og Flakhaven, på Flakhaven samt på Klingenberg. Alle de handlende stod på samme plads hver gang på lange rækker uden beskyttelse af nogen art, dog med undtagelse af slagterne og ostehandlerne. Der var to eller flere rækker af samme slags handlende.

På Albani Torv med ryggen til Industripalæet stod slagterne. De havde deres vogn stående bagerst, så havde de et solidt bord eller en disk, hvor de præsenterede kødet, og over det hele var der spændt et hvidt sejl. På den modsatte side stod frilandsgartnerne med årstidens produkter – kartofler, kål o.l. De stod med front mod slagterne. Deres forretning var yderst beskeden – to tørvekurve med et bræt imellem. De stod altså ganske ubeskyttet. Det må have været en kold fidus om vinteren, eller når det regnede, men de delte altså skæbne med mange andre. Mellem slagterne og gartnerne var der frit, så man kunne færdes med vogne osv. over torvet. På det brede stykke mellem Albani Torv og Flakhaven stod nærmest det nu skamferede rådhus blomstergartnerne, modsat dem drivhusgartnerne. Jeg kan huske, jeg har købt en melon der sammen med min fader.

Så kommer vi til Flakhaven. Der stod bønderkonerne. Alle handlede med det samme. Deres butik var lige så beskeden som gartnernes på Albani Torv. De solgte slagtede og pillede kyllinger, friskrøget rygeost, frugt og noget der hed knapost. Det var en lille tyk pølse, et hjemmelavet mælkeprodukt. Den havde et lille mavebælte af fedtæt papir og smagte første dag helt godt, men allerede dagen efter var den tør og kedelig. Vi kaldte den kvælost. Flere havde en stage med gårdens navn. Jeg tror ikke, jeg har set andet end koner der. På Klingenberg stod ostehandlerne. De havde deres vogn med og et lille sejl over varerne. Et passende stykke derfra stod fiskehandlerne. Omtrent på Kruses hjørne (P.A. Kruses forretning) stod en stakkels fattig mand med et stativ med børstevarer. Han havde stive øjenlåg og blev kaldt Kikkeri.

Alle disse varer blev selvfølgelig kørt til byen. Der skulle så skaffes plads til de mange heste. De blev opstaldet i købmandsgårdene. Der er også en gade, der nu hedder Stålstræde. Oprindelig har den nok heddet Stalstræde, men da stalden på fynsk hedder ståli, har den altså fået navneforandring. Der var på den tid en hel del købmandsgårde i Odense, ofte med en beskeden facade med butik, men med en stor gårdsplads, stalde til bøndernes heste og plads til deres vogne – desuden lagerbygninger mv. Der kunne også være en skænkestue, hvor bønderne fik gratis brændevin – for eksempel mens de ventede på deres koner, der købte hatte hos Madam Dinsen, modehandlersken i Vestergade 68, senere omnummereret til nr. 60.

Når de handlende havde forladt valpladsen, skulle der jo fejes. Det var fattiglemmerne, der blev udkommanderet. De gik i en lang række med en opsynsmand med blanke knapper som dirigent. Det var et sørgeligt syn. Fattiglemmerne var alle klædt i vadmelstøj, og de var alle gamle. Vores tysklærer, der kunne være nok så brutal mod os, åbnede mine øjne for det misbrug af gamle mænd. Han sagde, at spejderne hellere skulle feje gaderne end gamle udslidte mænd.”