Odenses historie går langt tilbage i tiden; længere end vi egentlig kan forestille os sådan helt konkret, hvordan det var, men så langt vil vi dog heller ikke gå tilbage i tiden i denne omgang. Denne fortælling begynder omkring år 1805. Skal vi sige – en god råkold vinterdag i januar, hvor vi står halvfrysende foran byens nordlige port, Nørre Port, på vej ind i byen, for det er markedsdag. Vi går ned ad Nørregade, drejer hurtigt til venstre ad Skulkenborg og når dermed uden vanskeligheder frem til Sortebrødre Torv, hvor også Odense Teater ligger, men det har nu ikke vores store interesse lige nu, det er ikke derfor, vi er her.

 

 

Vi går videre, ned ad Overgade, kaster et hurtigt blik på fattiggården, der ligger der til skræk og advarsel mod lediggang og dovenskab. Men Sidsel Hansdatter kender kun alt for godt fattigvæsnet og fattiggården i Overgade. Her har hun været. Så da hun igen står foran retten i Odense Byting for at være et til druk og ustyrlige forhold henfaldet fruentimmer, får det konsekvenser. Retten fandt det bevist, at hun med sin opførsel havde gjort sig uværdig til den hjælp og understøttelse, som fattigvæsenet havde ydet hende, og at hun på grund af hendes forhold og drikfældighed hverken kunne eller ville arbejde på arbejdsanstalten. Og da Sidsel Hansdatter tidligere var straffet – endda to gange for samme forhold – så blev dommen 1 års strafarbejde i Odense Tugt- og Forbedringshus. Skulle dette heller ikke hjælpe, så åbnede dommen op for muligheden af at forlænge straffen yderligere efter omstændighederne. Læs mere om Sidsel Hansdatter

Her er der ikke grobund for gode tanker, så her ønsker vi ikke at gøre yderligere ophold, men går videre, forbi Skt. Knuds Kirke, Odense Domkirke.

Længere nede ad gaden når vi rådhuset på Flakhaven, hvor Odense Byting og kachotten med de mørke fangehuller har til huse. Arresten udsender en uheldsvarslende dysterhed. Vi ønsker egentlig heller ikke at opholde os her ret længe, men det kommer vi nu alligevel til.

For i arresten møder vi drengen Anders Rasch Weishaupt, ham der så gerne ville se en komedie, men ikke havde penge dertil. På tidspunktet for sagen var han 14 år og i tjeneste hos oberst Holm. Det er her sagen begynder, da drengen står anklaget for at have stjålet penge fra obersten og vin fra hans vinkælder. Vinen skulle drengen dels selv have drukket, dels i selskab med dragon Peder Friderichsen, som derudover skulle have fået syv flasker rødvin og tre flasker ung vin. Derudover havde to andre karle, som engang havde været i oberst Holms tjeneste, Hans Jensen (nu på Sanderumgaard) og Lars Jensen (nu i Lunde), været med til at drikke vinen.
Arrestanten forklarede, at karlen Hans Jensen havde været første årsag til hele sagen, idet det var ham, der havde lært ham at drikke brændevin og til dels tilskyndet ham til at tage vinen fra oberstens vinkælder. Hans Jensen benægtede dog dette, og der fandtes intet andet bevis for, at det skulle forholde sig sådan. Den stjålne vin beløb sig samlet set til i alt 16 rigsdaler, 2 mark og 8 skilling ifølge oberstens egen opgørelse. Dertil skulle lægges det stjålne pengebeløb på 4 rigsdaler.
Dommen lød på, at Anders Rasch Weishaupt skulle straffes med ris af arrestforvareren i selve arresten under fogedens opsyn. Derudover skulle arrestanten også erstatte og betale oberst Holm for den stjålne vin og pengebeløbet. Vurderingen lød på i alt 20 rigsdaler, 2 mark og 8 skilling, som skulle udredes af arrestantens ejendom. Derudover skulle han betale sagens omkostninger, samt for opholdet i arresten. Havde arrestanten ikke formue til at udrede disse udgifter, da skulle samme udredes af det offentlige. Læs mere om sagen fra retssalen

Vi har faktisk fundet drengen Anders Rasch Weishaupt i Odensedatabasen.dk. Han blev født den 8. maj 1791 som søn af skomagersvend Johan Weishaupt og Johanne Pernille Nielsdatter. Johan og Pernille giftede sig den 19. februar 1791, knap tre måneder før barnets fødsel, og han forblev tilsyneladende deres eneste barn. Men drengen Anders Rasch Weishaupt fik altså sin dom: ris af arrestforvalteren i kachotten under fogedens opsyn. Vi haster videre på vores vej gennem byen. Ønsker ikke at dvæle ved tanken om skæbnerne inde bag de tykke mure, nede i den kolde kælder. Ikke langt fra rådhuset ligger Skt. Knuds Kirke og minder os om vigtigheden af et gudfrygtigt liv, og at vi skal passe vores kirkegang. Turen går videre endnu, ned ad Klingenberg og hen forbi Latinskolen, ned ad Munke Mølle Stræde og over Horsetorvet. I Klaregade ligger Odense Tugt- og Manufakturhus i en stor skræmmende bygning med små vinduer med solide tremmer for i kælderetagen under gadeniveau og en stor viden om mørkets gerninger og menneskeligt armod og forfald. Det gyser instinktivt i os. Det kan gå så grueligt galt.

Og det gjorde det også for de to fruentimmere Mette Kruusens og Juliane Marie Cain, da de en helt tilfældig søndag blev antruffet på gaden, arresteret, sat i kachotten og afhørt af politiet i en sag om lovstridige forhold (løsagtighed). Mette Kruusens blev tiltalt for at drive bordel på sin bopæl, og Juliane Marie Cain blev tiltalt for prostitution.
Efter mange vidneudsagn konkluderede dommeren, at det ikke kunne drages i tvivl, at Mette Kruusens og Juliane Marie Cain havde ført et liderligt, løsagtigt og urigtigt levned, hvorved de ifølge lovene havde pådraget dem rettens tiltale og straf, dem selv til revselse og andre til eksempel. Dommeren lagde desuden vægt på, at Mette Kruusens var en gift kvinde i 40 års alderen, hvis kundskab og pligter måtte tilsige hende både at afholde sig selv fra al liderlig og uanstændig opførsel, som modstræd og vanærede hendes ægteskab, ligesom hun ikke burde have tillokket og forført et ungt fruentimmer til sådan et liderligt levned for derved at tilegne sig en fortjeneste. Dommeren bemærkede i øvrigt, at Mette Kruusens ikke tidligere havde været hverken tiltalt eller dømt.
Noget helt andet var det med Juliane Marie Cain, 26 år. Hun havde i lang tid været uden fast tjeneste og havde ført et omflakkende liv i lediggang og løsagtighed, og var i 1802 blevet idømt 6 måneder i Odense Tugt- og Forbedringshus for tyveri. Juliane Marie Cain tilstod frivilligt løsagtigt forhold og omgang med mandspersoner hos Mette Kruusens og på dennes bopæl imod betaling, som hun for en dels vedkommende havde delt med Mette Kruusens. Juliane Maren Cain var ofte kommet til Mette Kruusens, når der havde været mandfolk, og det var sket imod hendes moders vilje og forbud. Læs mere om sagen fra retssalen

Det var jo en gevaldig sag. Det interessante er også, at det i sagen nævnes, at loven kun omtaler ét sted, hvor der skrives om letfærdigt levned, nemlig i Danske Lov, 6.13.11 (om utugt i horehus), og her omtales straffen: fængsel, kagen (pælen) eller spindehuset. Forsvareren hævdede derimod, at loven (6.13) kun nævner én straf for berygtede personer: forvisning af provinsen – og altså ikke nogen korporlig straf. Anklageren henviste derudover til Danske Lov, 6.22.1, om ruffere og rufferskers straf: kagstrygning.

I de følgende historier møder vi udover den drikfældige Sidsel Hansdatter, bordelmutter Mette Kruusens og drengen, der bare gerne ville se en komedie, også jordemoderen Maren Vilhelm, hestetyven Alexander Fich og den uheldige politibetjent David Nielsen, samt korporal Peter Juncker. Alle stifter de bekendtskab med Odense Byting og for nogle af dem desuden også både arresten og Odense Tugt- og Manufakturhus. Indefra. Og det er derfor, vi i dag møder dem via retsreferaterne fra Odense Byting.