Du kan abonnere på Odensebogen – læs mere – og du kan købe bogen i vores butik i Historiens Hus.

Herunder får du seks små delikate smagsprøver:

Arne Ungermann

Læs om Arne Ungermann – og især om hans arbejde – i Odensebogen 2017. De fleste kender nok de små tegninger, som indleder TV-serien Matador. Det var Arne Ungermann, som stod bag dem.
Tegneren og illustratoren Arne Ungermann var i ungdommens vår med til at stifte rygeklubben Odense Rygeklub i maj 1921. Klubben blev måske stiftet som en protest mod tobakkens generelle miskreditering, efterhånden som det begyndte at gå op for lægerne, hvor sundhedsskadelig tobak rent faktisk er, og en protest mod Landsforeningen til bekæmpelse af tobak og dens månedsblad Bort med tobakken, som dukkede op allerede i 1905.
Men klubben var vist også mest af alt en ren selskabelig klub for ungersvende. Efter en udflugt i 1921 noterede sekretæren, at for en gangs skyld var deltagerne mødt frem præcist, og “da de første var nået over til toget, havde de sidste endnu ikke forladt forhallen” – og så var der tilføjet et “men ganske vist var der også et godt mellemrum mellem hver i rækken”. Humor manglede der i hvert fald ikke.

Da frimærket kom

Den 1. april 1851fik Danmark sit første frimærke – og det var ikke en aprilsnar. Dermed var en lang tradition for, at portoen for breve og pakker blev betalt af modtageren brudt. Frimærket kostede 4 rigsbankshilling. Idéen kom fra England, som fik sit første frimærke allerede i 1840. Det var Sir Rowland Hill, der fik idéen til frimærket som frigørelsesmiddel på postforsendelser. Det siges, at han fik idéen, da han så en ung pige få et brev fra sin kæreste, og hun efter at have vendt og drejet brevet nogle gange nægtede at modtage det. Brevet blev herefter returneret til afsenderen, og posten fik ingen betaling for sin ulejlighed med transport af brevet både frem og tilbage.

Hverken han eller nogle andre havde sikkert forestillet sig, det skulle blive startskuddet til, hvad der i mange år var verdens største hobby: frimærkesamling. Mange mennesker har en samlermani for et eller andet, og der var da også allerede fra starten af 1840’erne nogen, der begyndte at samle på frimærker. Det var spændingen ved at kunne samle forskellige frimærker fra sit eget land og måske endda få nogen fra andre lande. Den første sammenslutning af frimærkesamlere dukkede op i England i 1869, og i 1877 blev der i Dresden stiftet en international sammenslutning af frimærkesamlere (filatelister), hvor der også var danske samlere blandt medlemmerne. København fik sin første frimærkeklub i 1887, mens Odenseafdelingens start og aktiviteter er uafklarede, men afdelingen blev antageligt etableret i slutningen af 1890’erne. I Odense var der faktisk i mange år to klubber for frimærkesamlere. Det kan du læse meget mere om i Odensebogen 2017.

Frimærke på postkort: 5-fd-1939-kort-roedt

Rejsen til helvedet – Theresienstadt

Steen Metz

Den nu 78-årige Steen Metz fortæller i sin artikel i Odensebogen 2017, Odensedreng i Theresienstadt 1943-45, En Holocaust-overlevendes refleksioner, om deres rejse til helvedet i koncentrationslejren Theresienstadt, blandt andet ud fra sin mors erindringer.

Steen Metz blev som 8-årig sammen med sine forældre arresteret af de tyske soldater under jødeaktionen tidligt om morgenen den 2. oktober 1943 og deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt, hvor de kom til at tilbringe de næste 18 måneder, og hvor hans far døde af sult, inden der var gået seks måneder. Han og hans mor kom hjem med de hvide busser.

I efteråret 1943 blev omkring 470 danske jøder deporteret af den tyske besættelsesmagt til koncentrationslejren Theresienstadt i nærheden af Prag. 53 af de deporterede overlevede ikke opholdet i lejren. Steen Metz bor i dag i USA, hvor han blandt andet gennem massevis af foredrag yder et stort bidrag til, at nazisternes forfølgelse og udryddelse af ca. 6 millioner jøder under 2. verdenskrig ikke bliver glemt. Han har indtil nu holdt foredrag for ca. 30.000 primært unge amerikanere, og hans nuværende mål er at nå at tale for 50.000.
Steen Metz har desuden skrevet bogen A Danish Boy in Theresienstadt.

Lyntogsulykken ved Ejby i 1967

Når så mange ting går galt på samme tid.
Hvad var det, der gjorde, at begivenheden gjorde et så uudsletteligt udtryk, at den stadig huskes af mange?

”I en brøkdel af et sekund så jeg hele vognen med dens sæder og passagerer blive presset hen imod mig, men stedet, hvor jeg sad, blev trykket ned mod skinnerne. Toget fortsatte med et par hårde stød endnu et stykke, og så stod det stille. Der blev panik, og ikke uden grund. De sårede skreg om hjælp…”.

Det er snart 50 år siden, at en af de værste togulykker i nyere tid ramte Danmark. Det var, da lyntoget Nordjyden med stor fart kørte ind i søsterlyntoget Sydvestjyden. Det skete ganske få kilometer fra Odense Banegård, på viadukten over Nyborgvej i Ejby, hvor Sydvestjyden holdt stille som følge af en maskinskade. Resultatet var 11 dræbte, 17 hårdt kvæstede og 19 lettere tilskadekomne.

Kort tid efter togulykken blev der nedsat en kommission, som klarlagde årsagerne. Først to år efter, i august 1969, forelå resultatet af dens undersøgelser. Kommissionen fandt, at det var forkert at slutte, at sikkerhedsforholdene i DSB før ulykken havde været uforsvarlige. Derimod var der et væld af mange forskellige faktorer, som var gået galt. Blot en enkelt ændring i begivenhedernes forløb den 10. august 1967 ville have afværget ulykken:
Hvis ikke det havde regnet omkring kl. 10.08, så havde lokomotivføreren i Nordjyden sandsynligvis på lang afstand kunnet se det holdende Sydvestjyden. Hvis Sydvestjyden havde fået motorskade blot 20,77 meter længere fremme ville toget have udløst den kontakt, som havde fået signalet til at skifte fra grønt til rødt lys. Hvis personalet på Sydvestjyden havde ringet til fjernstyringscentralen blot et par minutter tidligere, ville Nordjyden være blevet bremset. Hvis Nyborg Banegård havde foretaget sin telefoniske efterlysning af Sydvestjyden et øjeblik før, ville Nordjyden heller ikke være blevet sendt af sted.

Erindringer

Else Rasmussen
Odensebogen 2017 indeholder flere erindringer af ældre odenseanere om tider, der nu er svunden. Else Rasmussen er af dem, der har bidraget med noget af sin historie til Odensebogen.

Else Rasmussens far, Karl Rasmussen, der foruden at være udlært guldsmed var en fremragende amatørfotograf, var helt fra drengetiden af bidt af fotografiet.
Karl Rasmussen lejede to butikslokaler i Smedegården, Nørregade 50, og over den ene kom der til at stå ”Karl Rasmussen Guldsmed”, mens der over den anden stod ”Fotoforretning”. Guldsmedjen stod han selv for, mens Else Rasmussens storesøster, Inger, blev betroet den daglige ledelse af fotoforretningen. Fotoforretningen lukkede midt i 1950’erne, og guldsmedeforretningen kunne dermed fordoble sit forretningsareal. Efter Karl Rasmussens død i 1968 drev Else Rasmussen guldsmedeforretningen videre, indtil hun lukkede butikken i midten af 1990’erne og lod sig pensionere.

Den meget store negativsamling fra Fyens Stiftstidende, som Stadsarkivet nu råder over, omhandler tiden efter 1943, da bladhuset fik sin første fastansatte fotograf. Her kommer Karl Rasmussens samling ind som et vægtigt supplement med masser af billeder fra 1920’erne og 1930’erne og de første krigsår. Den fotograferende guldsmed havde samtidig den uvurderlige vane at begive sig ud med kameraet for at fotografere gamle bygninger, der skulle rives ned til fordel for nyt byggeri. Det fortsatte han med helt op til den store ”massakre” i forbindelse med Thomas B. Thriges Gades anlæggelse i begyndelse af 1960’erne.

Erindringer

Ellen Andresen

Ellen Andresen
Odensebogen 2017 indeholder flere erindringer af ældre odenseanere om svundne tider. En anden, der har bidraget med noget af sin historie til Odensebogen, er den knap 92-årige faglærer Ellen Andresen, der tidligt blev politisk aktiv i DSU, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

På en måde er Ellens historie en historie om Danmark; om hvordan befolkningen flyttede fra land til by i mellemkrigstiden, om politisk engagement i skabelsen af et bedre samfund for den voksende arbejderklasse i byerne, om kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet, om skabelsen af en familie under krigen i trange kår og om begyndelsen af den kvindebevægelse, som skabte rum til kvindernes frigørelse. Ellens historie er også en historie om Odense, om byudvikling, om fagbevægelse og klassekamp på byens store arbejdspladser. Og så er det en kærlighedshistorie – om Børge med de blå øjne. Som er det bedste, der nogen sinde er hændt for hende, selv om de var alt for unge, da de blev gift.

Men først og fremmest er det Ellens egen historie, som hun gerne fortæller, og som er fyldt med kamp, glæde, energi, tab, latter og trods. Ellen fortæller om sin barndom eller om sine forældre, selv om man mærker, at det ikke har været en dans på roser. Det er med en nøgternhed, så man kan høre, at hun har været vant til at tage, hvad livet bød, og få det bedste ud af det. Ellen var et nysgerrigt barn, som gerne ville lære noget, men hun fik ikke meget foræret hjemmefra, hverken viden, holdninger eller modspil. ”Mit hjem var så ufattelig tomt, siger hun, der var ingen holdninger af nogen art, der var ikke en bog eller et blad. Men jeg elskede at læse. Man kunne låne en bog om ugen i skolen.”