Sagen om hestetyven Alexander Fich

Den unge Alexander Fich stod tiltalt for hestetyveri. Han havde stjålet en rød hoppe, der gik og græssede så fredeligt på marken, under en rejse fra Nyborg til Odense. Et tyveri, som han også havde indrømmet sig skyldig i, og sagen gik nu sin gang. Fire gange måtte sagen udsættes – de første tre gange på grund af manglende oplysninger, den sidste gang på grund af et større udredningsarbejde i forhold til de indkomne dokumenter, for man ville nemlig forsøge at finde ud af, om han også havde begået hestetyveri på Sjælland. Endelig den 20. marts 1805 ved ekstraretten blev der afsagt dom over hestetyven Alexander Fich.
Man fandt i sidste ende, at det alligevel ikke var helt tilstrækkeligt bevidst, om Alexander Fich tidligere havde gjort sig skyldig i hestetyveri. Men dømmes for tyveriet af den røde hoppe skulle han. Dommen lød på kagstrygning samt strafarbejde på livstid – som der står i dommen – i Nyborg Fæstning. At blive idømt kagstrygning betød, at han skulle bindes til en pæl og piskes offentligt.
Der var imidlertid lige en lille finte i sagen. For under en fangetransport fra Faaborg til Odense den 16. oktober 1804 lykkedes det Alexander Fich at undvige, så Fich blev altså dømt in absentia, da han stadigvæk ikke var fundet på tidspunktet for domsafsigelsen.
Desuden gav Alexander Fichs flugt anledning til en ny sag – nemlig mod den politibetjent, der skulle ledsage ham fra retten i Faaborg til Odense. Han stod nu anklaget for forsømmelighed i tjenesten!
LÆS mere om sagen

Sagen mod bordelmutter Mette Kruusens

Fruentimmerne Mette Kruusens og Juliane Marie Cain bliver antruffet på gaden og arresteret søndag den 5. oktober 1806 og afhørt første gang af politiet mandag den 6. okt. 1806 i en sag om lovstridige forhold (løsagtighed). Mette Kruusens bliver tiltalt for at drive bordel på sin bopæl, og Juliane Marie Cain er tiltalt for prostitution. Mette Kruusens er vaskekone, gift, 40 år. Juliane Marie Cain er 26 år, uden fæste.
Desuden er et tredje fruentimmer sigtet i sagen, Maren Pariises (Maren Andersdatter), dog kun for en mindre andel i sagen.
Sagen trækker længe ud, for der er mange vidner, og der skal fremskaffes en hel del dokumenter og vidnesbyrd. Desuden er retten i forvejen presset af mange sager på dette tidspunkt.
LÆS mere om sagen

Sagen om jordemoder Maren Vilhelms ulovlige dåb

Jordemoder Maren Vilhelms var tiltalt for at have hjemmedøbt et nyfødt uægte barn, uden at barnet var i livsfare. Maren Vilhelms erkendte at have hjemmedøbt barnet under henvisning til sin autorisation som jordemoder fra 1803 samt Jordemoder Kommissionens anvisninger om hjemmedåb: ”Hvis barnet er svagt, skal jordemoderen erindre forældrene om, at de lader det hjemmedøbe af præsten; er der på grund af barnets svaghed ikke tid til at hente ham, da må hun forrette hjemmedåben efter sædvanlig skik”.
Hjemmedåben skete efter barnemoderens indtrængerende begæring, fordi hun ikke ønskede at udlægge den rette barnefader til sit uægte barn. Barnet blev født en tirsdag aften, og det blev døbt den følgende fredag. I første omgang havde Maren Vilhelms undslået sig, men da moderen blev ved med at bede hende om det, så endte hun med at føje hende. Maren Vilhelms fortalte, at hun ofte havde hjemmedøbt sådanne spæde børn uden påtale, endog på anmodning af tidligere præster i Skt. Hans sogn og med deres vidende. Derfor mente hun ikke, at hun ville gøre noget forkert ved også at døbe dette barn efter moderens ønske. Hun havde nok hørt tale om, at dette nu var blevet forbudt, og hun vidste også, at en jordemoder kun måtte forrette dåb i nødstilfælde, når barnet var svagt, hvilket havde været tilfældet med dette barn efter en nat, hvor det havde været meget sygt, og der var tvivl om, hvorvidt det ville overleve. Der var to vidner til stede ved dåben, hvor barnet blev døbt med vand i faderens, sønnens og helligåndens navn og fik navnet Mikkeline.
Sagen kompliceredes yderligere af, at der blev rettet henvendelse ikke kun til deres egen præst, men også til provsten, så retten også skulle udrede dette vigtige punkt i sagsforløbet.
Sagen startede i Odense Byting den 19. juli 1810, men blev udsat adskillige gange, da Maren Vilhelms søgte sagen frafaldet med stiftets mellemkomst. Stiftskontoret var endog meget længe om at træffe en afgørelse i sagen, før de alligevel endte med at sende sagen tilbage til retten. Der skulle føres vidner, og der skulle dokumenter frem og tilbage, før sagen endelig kunne afsluttes med dom den 14. november 1810. Dommen skal dog findes i den særlige domprotokol.
LÆS mere om sagen