Peter Juncker, som H.C. Andersen gjorde sig gode venner med

af Ole Nederland 

Blandt de Odensepersoner fra H.C. Andersens barndom, der omtales i selvbiografierne ”Mit Livs Eventyr” og ”Levnedsbogen”, genfindes mange i byfogedens tingbøger. En af de mest fremtrædende er ekskorporal Peter Juncker – den person som efter H.C. Andersens egne ord skulle komme til at spille en særlig rolle i hans skuespillerdrømme. I ”Levnedsbogen” [1832] læses følgende om unge Andersens betagelse af de dejlige teaterplakater, som Juncker havde til opgave at fordele rundt om i byen – og også ganske lidt om hvad han ellers vidste om Junckers familie:

”[Jeg] havde gjort mig gode Venner med Placatbæreren Peder Junker for at faae [Placaterne] fuldstændigt. [Han] tildelte mig trofast alle Placaterne, ja, naar det var daarlig Vejr, fik jeg et heelt Bundt, da han ikke gad løbe med dem. Jeg kjendte vel ikke Stykkerne der stode paa, men af Personerne skabte jeg mig selv et Jndhold og tænkte mig nu, indtil det Enkelte, hvorledes hver skulde være klædt. – En Dag var jeg ude paa Torvet [Flakhaven] for at see Peder Junkers Kone gaae med Fedlen, det var en Straf, Fruentimmer den Gang fik for Sladder og Løgn. Der blev slaaet en Kreds af Soldater, og indenfor dette gik Konen med et Træ-Aag om Halsen; høit op over Hovedet stod en Jern-Bøile, fra hvilken hang ned over Nakken en lang Rævehale og i Panden en lille Klokke. – Det traf sig, snurrig nok, at en anden Kone, der af Ondskab hidsede en Hund ind i Kredsen paa Peter Junkers Ægtefælle, for at den skulde bide i Halen, selv, Aaret efter, maatte udstaae den samme Straf … ”

I ”Mit Livs Eventyr” [1855] uddybes teaterbegejstringen:
”Theatret blev imidlertid snart mit kjæreste Sted, men da jeg kun en enkelt Gang om Vinteren kunde komme der, saa gjorde jeg mig gode venner med Plakatbæreren Peter Junker, og han gav mig daglig Placaten, imod at jeg besørgede en lille Rest af disse uddeelt i mit Qvarteer, hvilket jeg samvittighedsfuld opfyldte. Kunde jeg vel ikke komme i Theatret, saa kunde jeg nu hjemme i en Krog sidde med Placaten, og efter Stykkets Navn og Personerne deri, tænkte jeg mig sammen en heel Comedie; dette var min ubevidste, første Digtning …

Sommeren før min Confirmation havde en Deel af det kongelige Theaters Sang= og Skuespil=Personale været i Odense og der givet en Række Operaer og Tragedier; hele Byen var endnu opfyldt deraf. Jeg, idet jeg stod mig godt med Placatbæreren, havde ikke blot fra Coulisserne, seet alle de givne Forestillinger, men var selv traadt op baade som Page og som Hyrde, ja jeg havde endogsaa sagt et Par Repliker i ”Cendrillon”; min Jver var saa stor at naar de Spillende kom i Garderoben før Forestillingen, stod jeg allerede paaklædt; herved bleve de opmærksomme paa mig; min Barnlighed og Begejstring morede dem; de talte venligt til mig; især Haack og Enholm, og jeg saae op til dem som til jordiske Guder. Alt hvad jeg havde hørt om min Sangstemme og om min Fremsigelse af Vers og Monologer, bragte nu til Klarhed hos mig den Tanke, at det var Theatret jeg var født for, og at det var her jeg ville blive en berømt Mand, og derfor var Theatret i Kjøbenhavn Maalet for min Stræben. Skuespillernes Ophold i Odense var hos Mange, og hos mig især, en Livsbegivenhed; der taltes derom med sandt Sværmeri, og Talen endte altid med: ”hvem der dog var i Kjøbenhavn og paa Comedie der … ”

Peter Juncker var afskediget korporal og af uddannelse hattemager – en tid frihattemagermester – og købte i 1812 et lille hus i Odense. Tingbogen oplyser, at sælgeren var grovsmed Jacob Holm, og at købet var ”Bracken” [barakken] No. 134 på Sortebrødre Torv – med andre ord tæt ved komediehuset, hvor Juncker ved den tid fik – eller måske allerede havde fået – sin seneste ansættelse. Prisen for det lille hus var 1150 rigsdaler, og samme dag, som købet gik i orden, fik Juncker tinglyst et lån på 1200 rigsdaler. Men det var ikke længe han og hans kone beholdt deres hus; allerede den 18.12.1812 bogførtes nyt salg af No. 134 til en vis madam Mannicken for 1000 rigsdaler –100 rigsdaler under prisen de ni måneder i forvejen. Der er ikke fundet mange antydninger af, hvor parret derefter slog sig ned, men Junckers virke ved teatret var foreløbig fortsat, så i hvert fald var han blevet i byen. H.C. Andersen kalder ham plakatbærer, men tingbogens omtale er ”Theaterbud” – åbenbart den officielle betegnelse.

Som det fremgår af ovenstående, ses Peter Juncker ret ofte omtalt i tingbogen. Og for H.C. Andersen blev teatrets verden på kort tid til noget højst nærværende, takket være Juncker, der ved sin ligefremme væremåde havde let ved at skaffe adgang for H.C.A. overalt – også i teatrets gange og kulisser. At H.C. Andersen i 1818 ikke blot kom til at se alt, hvad aktører fra Det Kongelige Teater opførte, men også fik små roller både som statist og skuespiller, tilskrives i ”Mit Livs Eventyr” rent ud den omstændighed, at han stod sig godt med Juncker.

Men Juncker havde andre hverv i byen end at sætte plakater op eller vandre rundt som ”sandwich-mand” i byens gader, og i pinsen 1815 var han en af de medvirkende ved Skibhusene i et sensationelt forsøg på at sende en luftballon til vejrs.

Luftballonen

Verdens allerførste opsendelse af en luftballon havde fundet sted i omegnen af Lyon i Frankrig den 4.6.1783 – dog uden personer om bord. Den første opsendelse i Danmark fulgte den 27.12. samme år fra en gård på Østergade i København, og fra nu af var balloner i mange størrelser noget, der kunne more og underholde folk – ikke blot enkelte gange, men år efter år. Juleaftensdag 1836 havde H.C. Andersen været til komedie i Studenterforeningen i København og skrev om det i et brev til veninden Henriette Hanck i Odense. Selv havde H.C. Andersen bidraget til løjerne med en vaudeville i fem akter, som han personligt spillede med i, og bagefter var opført et fantasifuldt efterspil, ”Nu gaar Ballonen”, hvis handling var om en luftballon der fløj fra land til land og endte – på månen! Også et stykke benævnt ”Luftskibet” nævnes i brevet, og her havde forfatteren – temmelig sensationelt – været H.C. Ørsted.

Fra barndommen i Odense havde den voksne H.C. Andersen arvet sin fars begejstring for skuespil og teater. Skomager Andersen havde hjulpet sønnen med fremstilling af både en perspektivkasse og et marionetteater – men ikke til udelt glæde for moren, der hellere så Hans Christian som skrædder end skuespiller. Især gjaldt hendes misbilligelse drengens fastholdelse af ”at ville til Comedien” – selv om hun efter H.C. Andersens opfattelse knap nok vidste, hvad begrebet komedie overhovedet dækkede. Hun ”kjendte som Komedie Liniedandsere og omreisende Skuespillere, som hun regnede for eet,” mente han.

Linedansere og diverse entertainere var der nok af i tiden. En af dem, som besøgte Odense ved pinse 1815, var gøgleren Johan Poulsen, et af Peter Junckers bekendtskaber. Poulsen excellerede i videnskabelige eksperimenter, som han kaldte ”mekaniske kunster”, og anden pinsedag det år – den 15. maj – var der ved Skibhusene planlagt opsendelse af en luftballon, som Poulsen var den personlige ejer af.

Det dejlige vejr begunstigede i høj grad folks interesse, og i byfogedens tingbog læses om en sand tilstrømning af glade mennesker til fods ud ad den støvede Skibhusvej, alle opstemt af den frihed helligdagene gav, og af det vidunderlige sommerlandskab. I den forreste del af menneskestrømmen sås en hestevogn langsomt rumle af sted med den sammenrullede ballon, men også med enkelte passagerer, blandt hvilke var hovedpersonen luftskipper Johan Poulsen selv, de mekaniske kunsters fremfører. Kusken var Peter Juncker.

I Skibhusenes populære udskænkningssted havde gæstgiver Jens Madsen gjort alt klar til det årlige pinse-rykind, og i mange henseender gik hans forventninger i opfyldelse. Utallige odenseanere havde tydeligt tænkt sig at tilbringe hele dagen herude og færdedes ind og ud af gæstgiveriet – ja, forvildede sig sågar frejdigt ind i gæstgiverparrets private gemakker.

Juncker ankom med sin omfangsrige last, og snart var de sidste forberedelser til en opsendelse af ballonen i gang. Men – desværre – hele historien indkapsler en tyverisag, og der er mange relevante oplysninger, man må lede forgæves efter i byskriverens referater; sandt at sige blev det allervæsentligste slet ikke ballonens opstigning, men den definitive bortkomst af en fin damekavaj og en dejlig sommerhat. Opstigningen savnes der totalt besked om. ”En Luftballon skulle være opgået,” melder teksten ganske vist, men i stedet for en detaljeret fortsættelse læser man, at ”Ballonen faldt” og ”Luftballonen kom i Stykker i Skibhusene” – tilsyneladende uden at nogen kom til skade, men også uden at dagens planlagte klimaks nåedes: den fantastiske ballonskipper Poulsen svævende i sin kurv højt over det flade landskab.

Først på aftenen måtte den havarerede ballon møjsommeligt læsses tilbage på Junckers vogn, hvor de samme personer som ved ankomsten kunne indtage deres plads – foruden kusken selv: luftskipper Poulsen med ledsagerske, en tysk skuespiller fra komediehuset på Sortebrødre Torv, en lille dreng og en pige – fem i alt. Da ballonen var rullet sammen, og alle i vognen bragt til sæde, hyppede Juncker på sine heste, køretøjet rullede igen, og så – man kan tænke sig i et sving – væltede vognen! Måske kan man også tænke lidt på de våde varer, som en og anden havde haft god tid til at indtage i gæstgiveriet dagen igennem.

”Vognen væltede paa Vejen da de kiørte hjem, og noget af Tøyet faldt ud af Vognen,” meddeler protokollen. Og senere: ”En Deel af Tøyet væltede ud, som Juncker igien læssede paa”.

Peter Juncker var kendt som en dygtig kusk; politimesteren brugte ham til sikker befordring af fanger eller anklagede, der skulle for retten ved andre domstole end Odenses. Men den lille køretur fra Skibhusene til Poulsens logi i Nedergade blev – som det forstås – fiasko nummer to på denne ellers så dejlige 2. pinsedag.

I foråret 1815 var H.C. Andersen fyldt 10 år måneden forinden. Han havde været på sit første teaterbesøg, læst mange sider Holberg og Shakespeare og mest sandsynligt allerede lært sin teaterven Peter Juncker at kende. Men 1815 var en trist tid for skomagerfamilien; faren var i januar 1814 vendt syg hjem fra krigen i Holsten, stærkt forandret og uden nogen sinde at blive rask igen. ”Med hans Sundhed var det forbi, den havde lidt ved de uvante Marscher og Krigslivet,” skriver sønnen. – Friskomager Andersen døde i Munkemøllestræde i april 1816. Under mere opløftende omstændigheder havde opstigningen af en luftballon nok kunnet lokke Hans Christian og hans far på fodtur til kanalen og Skibhusene; de holdt meget af at gå ture sammen. Men i sine barndomserindringer nævner H.C. Andersen absolut intet om balloner, endsige deres opsendelse.

Men mon dog ikke Juncker, dengang eller senere, har givet digterdrengen et mundtligt referat af begivenhederne ved Skibhusene og af Poulsens ”mekaniske kunster” – uinteressante for byskriveren og derfor sparsomt omtalt i tingbogen – og at H.C. Andersen alligevel nåede at blive en af byens ballonbegejstrede allerede som 10-års knægt. Hans skriftlige rapport fra studenterforeningen 1836 – og eventyret ”Den flyvende Kuffert” (1839) – kunne godt pege i den retning.

Peter Junker som leder af fangetransporter

Som yderligere præsentation af Juncker kan henvises til to referater fra tingbogen, begge om fangeflugt fra fængslet under Odense Rådstue og Junckers indsats ved transport af de indfangede.

I 1816 var flere fanger – syv i alt – stukket af fra fængslet, blandt dem to som senere blev pågrebet så langt væk som i Sønderjylland: Anders Andersen og Hans Lorentz Pedersen. Disse to blev begge afhentet af Juncker og bragt tilbage til Odense. Men den som anklagen for fangeflugt først og fremmest burde rettes imod, var Mads Skade, fangevogter på Odense Rådstue; det mente i hvert fald fangerne selv. Skade havde nemlig ikke gjort det mindste for at hindre deres flugt, hævdede de. Den fuldstændige forklaring havde de i øvrigt givet Peter Juncker, da de efter pågribelsen var på vej hjem og befandt sig et sted mellem Aabenraa og Haderslev. Eventuelt har samtalen fundet sted under rast på en kro. [jævnfør næste historie]

Den, der varetog tømmerne på disse transporter, var normalt en bonde eller bondekarl fra egnen.

Til Peter Juncker som leder af transporten var kravet usvigelig vagtsomhed over for fangerne i deres lænker, og når det gjaldt vagtsomhed og justits, fandt man vanskeligt nogen mere kapabel end den tidligere underofficer. Når Juncker følte sig på sikker grund, kunne han dog nok give plads for en lille ordveksling med sine undergivne, og sådan skal det formentlig udlægges, at fangerne havde spurgt Juncker, om nogen havde sagt ham, hvor de havde redskaberne til flugten fra. Og det var der ingen, der havde. Derefter fortalte udbryderne mundrapt om deres vej til frihed, som var gået gennem vejerboden under rådstuen; både fængsel og vejerbod befandt sig hernede, i kælderetagen, og Skade havde vist dem alt, hvad de havde brug for – deriblandt stiksav og vridbor. Efter det påfølgende ran af redskaberne havde fangerne skjult dem under nogle klædningsstykker i arresten – men derefter i høj grad gjort brug af dem.

Ved tilbagekomsten af Junckers transport til Odense blev fangen Anders Andersen overleveret til arrestforvarer Haagensen på rådhuset, og fangen Hans Lorentz til fangevogteren i tugthuset. Til sagens videre belysning på rådstuen blev der sendt bud efter Peter Juncker, som i ét og alt bekræftede Anders’ og Lorentz’ fremstilling: Jo, det var alt sammen rigtigt; det var ham, der havde afhentet de to mænd, og det var sket i Aabenraa …

”… da de sidste Gang undveg af Arresten”!

Formentlig har Juncker som afhenter været politiets alleryderste magtudfoldelse over for de rømte.

Transporten Odense-Middelfart

Nedenfor følger et andet lille stykke om Juncker som leder af en fangetransport Odense-Middelfart og retur. Antallet af fanger var igen i dette tilfælde to – begge arrestanter fra rådstuefængslet i Odense – som skulle køres til afhøring i en sag på Middelfart rådhus.

En rejse som den aktuelle krævede stor koncentration af transportens leder, der af samme grund aldrig tillige kunne være kusk. Juncker med de fine forudsætninger havde naturligvis god hjælp i de lænker, som fangerne måtte finde sig i – herunder de forhadte halsjern. Kusken på bukken havde nok at gøre med at passe hestene, og for hans vedkommende rakte kompetencen ikke langt – men ofte var han dog den bonde, der på forhånd var truffet aftale med – reelt efter samme afløsningssystem som når de kongelige rejste i ægt!

Rejsen til Middelfart var opdelt i seks etaper, hver med et let genkendeligt mødested – som nu den bekendte tjørnebusk ”Ventetornen” ved Rugaards landevej. Turen gik fra Odense Rådhus til Vissenbjerg Kro, derfra videre til Indslev Kro, så til endemålet, Middelfart Rådstue, og herefter med tilbagerejse samme vej, med skiftestederne i modsat rækkefølge. Begge stræk – hen og hjem – kunne godt overkommes på én og samme dag, dersom intet uheld indtraf, men hver gang en post var nået, måtte næste bonde være parat med sin etapes hest og vogn. Forrige bonde vendte hjem.

I det aktuelle tilfælde påhvilede det overordnede ansvar altså Peter Juncker, inklusive diverse forløb og gøremål, som han derfor forhørtes om i retten. Fra politimesteren havde Juncker på forhånd modtaget en skriftlig instruks, som han ganske vist ikke i sin helhed kunne læse og forstå, men apoteker Andersen, Løveapoteket i Odense, havde læst teksten højt for ham, og for en ekstra sikkerheds skyld havde Juncker selv bedt prokurator Hansens skriver gøre det samme. På trods af H.C. Andersens ord om hvad Peter Juncker gad eller ikke gad, var Juncker en grundig mand, og alle detaljer var naturligvis vigtige. Mødested og afgangstid frem for alt!

Den lange rejse skulle egentlig være begyndt tidligt om morgenen, men den bonde, der var kusk på første etape, mødte ikke før klokken halv seks. Ellers gik turen foreløbig nogenlunde efter planen, så på henrejsen blev der tid til, at Juncker kunne gå med begge fanger ind til en hvilepause på kroen både i Vissenbjerg og Indslev. I Vissenbjerg sørgede kromanden uden beregning for en snaps til hver af arrestanterne; Juncker fik også en, men måtte selv betale den. Kusken nævnes ikke, for det var vigtigt, at han holdtes pinlig ædru. Da vognen senere nåede Indslev Kro, betalte Juncker for en snaps til sig selv, men også én til hver af fangerne! Det kunne let blive besværligt for fangerne at bøje hovedet langt bagover, når de drak, for de havde jo halsjernene på. Flere gange bad de mindeligt om at måtte slippe for dem.

Den bonde, der var kusk på vejene ved Indslev, bad om at måtte svinge ned forbi sin fæstegård, der lå tæt ved landevejen; hans heste led af kværk, en halssygdom med bylder i svælget, der gjorde hyppig fodring nødvendig. Det ønske forstod Juncker godt, og det blev imødekommet.

På tilbagevejen blev der gjort holdt ved de samme to kroer som på udturen. I Vissenbjerg uddelte kromanden denne gang gratis en pægl snaps til arrestanterne – foruden ”et godt Stykke Mad med Ost paa”. Også Juncker betænktes, og denne gang med både snaps og mad!

Fra Middelfart Rådstue til Indslev Kro sad arrestanterne med springbolte på, men i Indslev havde de så længe beklaget sig, at Juncker besluttede sig til at løsne boltene; i retten erklærede han senere at have følt sig helt sikker på, at fangerne ikke ville stikke af – hvad de da heller ikke gjorde. Derefter sad begge fanger i vognen uden jern, lige til de nåede Odense.

Et senere forhør drejede sig om en vigtig lille pakke [med dokumenter?], som var medsendt på transporten, og som Juncker indrømmede at have modtaget i Middelfart. Desværre var pakken siden blevet væk, for ved Indslev Kro havde Junker – i et øjebliks svigt af sin koncentration – glemt at få den med fra den vogn, der bragte selskabet fra Middelfart til Indslev, og over i den næste vogn fra Indslev til Vissenbjerg. Hvad værre var: Juncker havde glemt at spørge eller lægge mærke til, hvor den forrige vogn var hjemmehørende.

Det blev midnat, inden det lille selskab nåede Odense, og næsten alle på rådstuen var for længst gået i seng. Ordet ”næsten” er vigtigt, for da det lille selskab omsider kom vaklende ind i rådhusarresten, hørtes der støj som af jord, der blev fjernet. Det var en tredje fange på vej i modsat retning af de hjemvendtes – ihærdigt gravende i gulvet eller måske fangehullets ydermur – på vej ud!

Hvem der fik udbryderen standset, må komme an på en analyse af forhørs- og domprotokollerne.

For Juncker har det været den letteste sag af verden.