Straffens baggrund og rammer

Uanset hvor i samfundshierarkiet du befandt dig her i begyndelsen af 1800-tallet, så betød ære og rang i samfundet alt, og en ærekrænkende adfærd var noget af det mest ydmygende, man kunne komme ud for. Denne form for moral var i høj grad med til at understøtte den sociale kontrol. Mistede man sin ære og sociale status, var man pludselig ikke noget i sine medborgeres øjne. En æreløs risikerede dermed i høj grad udstødelse af fællesskabet. Skamstraffene var derfor en vigtig faktor i forsøget på at styre landets borgere i retning af et moralsk og gudfrygtigt sømmeligt liv, igen et led i den sociale kontrol. Upassende opførsel, skænderier, slagsmål, at råbe skældsord til en anden var i høj grad skammelig adfærd, der ikke kunne tolereres, og slet ikke hvis man stillede sig offentligt til skue.

Endnu var der spor efter middelalderens syn på straf, hvor man gik ud fra Bibelens 10 bud. I denne sammenhæng var gudsbespottelse, hor og selvmord meget alvorlige sager, der i værste fald kunne afstedkomme dødsstraf. Hvis man var heldig, kunne man måske slippe med fem-seks års tugthusarbejde. Set i denne kontekst forstår man så godt, at selvmordsforsøg er en dødssynd og bør straffes, hvis misdæderen overlever.

Med oplysningstidens komme i slutningen af 1700-tallet skete der dog langsomt en ændring af synet på straf, samtidig med at der var ændringer på vej i det sociale hierarki og i hele opfattelsen af æresfølelsen, der også begyndte at spille en mindre rolle, og det fik med tiden betydning for brugen af skamstraffe. Alligevel skete denne ændring kun ganske langsomt og så ikke ud til at have nogen nævneværdig indflydelse på udmålingen af straf og for, hvilke sager der endte for retten her i begyndelsen af 1800-tallet, om end de værste middelalderlige straffeformer, som den spanske kappe, forsvandt. Vi skal faktisk op til 1866, før Danmark får en ny samlet straffelov – og først da forsvinder skamstraffen.