Odense havde flere forskellige institutioner, som alle var med til at tegne livet i byen, og som havde stor indflydelse på borgernes almindelige liv og levned set ud fra et socialt og lov- og ordensmæssigt perspektiv: Odense Byting med byfogeden i spidsen og politiet og arresthuset lige i nærheden sørgede for at opretholde lov og orden i overensstemmelse med gældende lov, og Odense Tugt- og Manufakturhus tog sig af afstraffelsen af de formastelige dømte.
Fattiggården i Overgade og Gråbrødre Hospital tog sig af dem, der ikke længere var i stand til at klare sig selv, og ydede dermed en vis hjælp til de fattige, om end synet på fattiglemmerne, ”lemmerne”, var noget anderledes end i dag. Endte man på fattiggården, var det oftest samtidig lig med indespærring og meget begrænset frihed og kontakt med verdenen uden for, og dermed var muligheden for igen engang at kunne komme til at klare sig selv nærmest udelukket. Fattigdom i sig selv var jo et skammeligt problem – for nu at blive i tidens ånd. Men der var dog heldigvis en begyndende indsigt i, at fattigdom ikke kun var folks eget problem, men at det påvirkede hele samfundet, og dermed også var et fælles anliggende, endog et statsligt anliggende. |