Forbrydelse og straf

Har man begået noget ulovligt, er det kun ret og rimeligt, at man bliver straffet. Det er udgangspunktet i ethvert samfund for at beskytte borgerne og retfærdigheden, og for at kunne opretholde et vist mål af lov og orden. Noget helt andet er så, hvilket syn dette samfund vælger at anlægge på diverse forbrydelser, og hvilken straf der så må være knyttet dertil.

I begyndelsen af 1800-tallet var mindstealderen for straf 10 år, men det skete, at børn helt ned til 8-9 år endte i tugthuset. Den meget lave aldersgrænse var gældende helt op til slutningen af 1800-tallet.

Men i bund og grund understreger mange sager blot, at forbrydere i virkeligheden ofte var “skikkelige folk”, men hvis kår blot var så fattige, at nød brød lovene. Fattigdommens væsen afdækkes i tingbøgerne igen og igen; kort defineret var at være fattig – at fattes – det at mangle de mest elementære ting til en acceptabel tilværelse. Byen havde fået sig en fattigkasse, men overkom ikke at hjælpe alle trængende. I heldigste fald kunne hjælpen fås fra Gråbrødre Hospital eller fra godgørende private, der oprettede legater eller boliger for fattige. Den bedste fattighjælp havde de udslidte gamle, der kunne optages i en velsitueret søns eller datters familie. Men alt for mange var bytte for tidens og landets mangler i netop disse år. Alt i alt er der således god grund til at fremlægge byens fattigdom til beskuelse og eftertanke.