Når fattigdommen og nøden er stor, er risikoen for at komme ud på et skråplan i særlig høj grad til stede, så betleri (tiggeri) er et udbredt problem, såvel som løsgængeri (arbejdsløshed) og hjemløshed. Drikfældighed, slagsmål og tyveri er alvorlige problemer, som man slår hårdt ned på. Men hvad skulle eksempelvis en stakkels ung pige egentlig gøre: hun stod i retten anklaget for at have stjålet en særk, indrømmede, blev bedt om at aflevere den tilbage, men hun havde kun den selvsamme, som hun gik og stod i; særken, som altså bare ikke lige var hendes egen. Retsreferaterne er fulde af sådanne historier. Man kan have lidt, være fattig (halvfattig), og så kan man være meget fattig (helfattig). Tyveri af et brød, et lommetørklæde, en særk, en teske … kunne få ganske alvorlige konsekvenser for den pågældende.

Alkoholens svøbe var en af de væsentligste grunde til, at folk havnede bag tugthusets tykke mure. Den fordrukne mandsperson er tegnet af den fynske kunstner Christoffer Faber.

Skældsord, skænderier eller bare uheldig opførsel i det offentlige rum blev der også set med stor alvor på, og straffen var derefter. Opsætsighed og ulydighed hørte også ind under skammelig opførsel.

Usædelig opførsel, hor og utugt og de deraf følgende børn født uden for ægteskab og deres bortløbne fædre gav ligeledes mange sager til Odense Byting. Letfærdigt levned, bordeller og prostituerede var også en del af livet i Odense. Retsreferaterne fortæller om en sag mod vaskekonen og bordelmutter Mette Kruuses og to af hendes medanklagede ”damer”, Juliane Marie Cain og Maren Pariises (født Andersdatter). Der var usædvanlig mange retsmøder i sagen, hele ni møder, med indkaldelse af utallige vidner og fremskaffelse af diverse dokumenter og attester på alt lige fra de involveredes alder og navne til deres tidligere fæster. I sagen nævnes det, at loven kun omtaler ét sted, hvor letfærdigt levned er omtalt: Danske Lov, 6.13.11 (om utugt i horehus) med straffen: fængsel, kagen (pælen) eller spindehuset (ældre betegnelse for tugthus). Forsvareren hævdede, at loven (6.13) kun nævner én straf for berygtede personer: forvisning af provinsen – og altså ikke nogen korporlig straf. Anklageren henviste desuden til Danske Lov, 6.22.1, om ruffere og rufferskers straf: kagstrygning.

Retsreferaterne fortæller også historien om Sidsel Hansdatter. Hun var gentagne gange blevet anholdt af politiet for drikfældighed, ustyrlig adfærd og foranstaltning af opløb på gaden. Og korporal Peter Juncker havnede flere gange foran både den militære og den civile domstol for ægteskabeligt klammeri, hæleri og gæld. Og jordemoder Maren Vilhelm kom i klemme, fordi hun forrettede en hjemmedåb af et uægte barn.

Det er blot nogle ganske få af de mange, mange sager (og dermed menneskeskæbner), som vi støder på i retsreferaterne fra Odense Byting, der trækker tråde til begreber som ære og rang i samfundet, synet på forbrydelse og straf og også datidens menneskesyn fra det virkelige liv her i begyndelsen af 1800-tallet.