Hestetyven Alexander Fich

Sagen om hestetyven Alexander Fich

Den unge Alexander Fich stod tiltalt for hestetyveri. Han havde stjålet en rød hoppe, der gik og græssede så fredeligt på marken, under en rejse fra Nyborg til Odense. Et tyveri, som han også havde indrømmet sig skyldig i. Fire gange måtte sagen udsættes – på grund af manglende oplysninger og et større udredningsarbejde i forhold til de indkomne dokumenter, for man ville nemlig forsøge at finde ud af, om han også havde begået hestetyveri på Sjælland, men endelig blev der afsagt dom over hestetyven Alexander Fich.

Man fandt i sidste ende, at det alligevel ikke var helt tilstrækkeligt bevist, om Alexander Fich tidligere havde gjort sig skyldig i hestetyveri. Men dømmes for tyveriet af den røde hoppe skulle han: Kagstrygning samt strafarbejde på livstid i Nyborg Fæstning lød dommen på, om end det i vores ører lyder mærkværdigt. At blive idømt kagstrygning betød, at han skulle bindes til en pæl og piskes offentligt.

Finte
Der var imidlertid lige en lille finte i sagen. For under fangetransporten fra Faaborg til Odense den 16. oktober 1804 undveg han. Fich blev altså dømt in absentia, da han stadigvæk ikke var fundet på tidspunktet for domsafsigelsen. Desuden gav hans flugt anledning til en ny sag – nemlig mod den politibetjent, der ledsagede ham fra retten i Faaborg til Odense. Han stod nu anklaget for forsømmelighed i tjenesten!

Hvis du vil læse hele sagen: Fra retssalen – hestetyven Alexander Fich

FAKTA
Du kan finde sagen om hestetyven Alexander Fich i Afskriftsbind 1 (7/1 1805 – 1 /4 1805) (Alle afskriftsbind fra Odense Byting findes på læsesalen i Historiens Hus)