Sagen mod politibetjent David Nielsen

Sagen mod den forsømmelige politibetjent David Nielsen
Den første sag var mod den forsømmelige politibetjent David Nielsen. Betjenten skulle passe på den unge hestetyv Alexander Fich på en fangetransport fra Faaborg til Odense, hvor han skulle for retten, men i stedet for rømte Fich i et øjeblik, hvor betjenten var uagtsom. Selv om betjenten optog forfølgelsen og fik hjælp af nogle af de øvrige tilstedeværende, var det forgæves, hvilket blandt andet skyldtes tidspunktet på dagen, da det var ud på aftenen og dermed halvmørkt. Betjenten havde ikke et øjeblik troet, at fangen ville kunne flygte, idet han var forsynet med ”jern og kæde fra hånd til fod”.DOM: For sin uagtsomme og skødesløse adfærd idømtes betjent David Nielsen som straf at betale 5 rigsdaler til Odense Bys Fattigkasse, eller hvis dette ikke var ham muligt, så i stedet for at afsone samme straf på vand og brød. Desuden skulle betjenten betale 3 rigsdaler til sagens omkostninger. Herefter ville han være fri for videre tiltale.
Læs mere om sagen fra retssalen

BAGGRUND
Vi har fundet frem til politibetjent David Nielsen i Odensedatabasen.dk.
Ifølge folketællingen i 1801 var David Nielsen 47 år, dvs. at han var født i 1754, og på tidspunktet for sagen om den bortrømte hestetyv var han altså 51 år. David Nielsen boede i Hans Jensens Stræde 13-19 og var gift med Bodil Marie Høyer. De fik tre børn, tre piger, hvoraf den førstefødte pige døde lidt over 1 år gammel. I en hussøgning i 1819 var Bodil Marie blevet enke og boede nu til leje i Adelstræde 5.