Vesterport

Trods alt det gode, der venter Odense, så var byen endnu her i begyndelsen af 1800-tallet en forholdsvis lille by, selv om den var landets største by uden for København. Den var geografisk afgrænset af dens fem byporte, og man kunne gå fra den ene ende af byen til den anden på godt et kvarters tid, større var den ikke.

Byen var domineret af hovedgaderne Overgade, Vestergade samt Nørregade og torvene Albani Torv, Fisketorvet, Gråbrødre Torv og Sortebrødre Torv, samt Flakhaven med byens rådhus og tæt herpå domkirken, Skt. Knuds Kirke. Dertil kom et antal gader, stræder og gyder. Store fine byhuse, typisk i to eller tre etager med facade ud mod gaden, tronede i hovedgaderne, hvor byens prominente borgere, finere embedsmænd og købmænd boede. I sidegaderne derimod lå de ydmyge småhuse, hvoraf de fleste kun var i en enkelt etage, eventuelt med en smule loft. Opvarmningen kom typisk fra et åbent ildsted i køkkenet, der var anbragt under skorstenen. Beboerne af disse småhuse var typisk småhåndværkere, daglejere, menige soldater, fattige enker og andre med meget beskedne indkomster, hvor der ikke skulle så meget til, før nøden bankede på døren.

Uden for Odense bys fattiggård. Et ikke færdiggjort maleri af Wilhelm Bendz fra 1831. Viser porten til Overgade.
Original på Den Hirschsprungske Samling.

Der var rigtig mange fattige i Odense. Fattige uden noget fast arbejde eller uden noget arbejde overhovedet. Den offentlige hjælp var helt utilstrækkelig, og derfor var betleri et omfattende problem for byen. På denne her tid skulle der ikke betales skat af indkomster under 100 rigsdaler. Omkring 1/4 af byens familier lå under bundgrænsen og over 1/3 mellem 100 og 200 rigsdaler. Det viser en undersøgelse i 1810, hvor der blev udskrevet ekstraordinær statsindkomstskat, for at staten kunne dække dens militærudgifter til endnu en krig.

De sociale skel kunne ses på boligerne og kvartererne. Der var stor forskel på rig og fattig. Men mellem disse to yderpunkter var der faktisk også ganske mange håndværkere, der klarede sig ganske pænt og derfor havde råd til lidt bedre boliger. Det var Nedergade et godt eksempel på, hvor disse håndværkere boede dør om dør i huse af en betydelig bedre standard end småhusene i stræderne.

Byens liv bar også præg af at være en garnisonsby, for soldater – i hvert fald på denne tid – førte ofte problemer som druk, slagsmål og natteroderi med sig i kølvandet. Odense husede nemlig et regiment dragoner, om end byen ikke havde nogen speciel strategisk militær betydning. Dragonerne holdt til i den gamle provstegård, som fungerede både som kaserne og ridehus, sygestue m.m. Provstegården lå ved torvet omkring Vor Frue Kirke ned til Odense Å.

Byens førstemand her i begyndelsen af 1800-tallet var borgmester Lindved, Andreas Roesteen Lindved. Han var borgmester i perioden 1798-1816 og efterfulgtes af Lauritz Martin Bendz fra 1816-1824, manden som Lindved i øvrigt selv tog over efter i 1798! Men udover at være borgmester var Lindved også byfoged og politimester i en periode. Byfogeden var kongens repræsentant i købstæderne og varetog kongens interesser, specielt indkrævning af skatter. Byfogeden tog sig desuden af mange af byens administrative funktioner. Det betød altså, at Lindved også var dommer for Odense Byting, der var byens domstol. Bytinget var en del af rådhuset, der samtidig rummede en hovedvagt og celler til de arresterede. Så var der heller ikke så langt fra kachot til dommer.

Alting var dog ikke kun dystert og trist. I byen var der også mange folkelige forlystelser på denne tid. Vel at mærke forlystelser som ikke kostede penge: fastelavn, processioner, dyster, skyttelaug… Og Odense havde sit komediehus, Nordens første provinsteater med egen bygning.

Men ellers levedes livet, som livet leves i dag med nogenlunde samme indhold: fødsel og død, giftermål og familie, uddannelse og arbejde. Håb og drømme. Muligheder. Eller mangel på samme, bristede drømme, sygdom og ulykker. Forbrydelser og straf.

Alligevel er billedet af livet anno 1800 meget forskelligt fra livet bare 50-60 år senere i 1850/1860’erne, og ikke mindst væsensforskelligt fra livet anno 2016. Nøgleordet er udvikling. Økonomisk, samfundsmæssigt, videnmæssigt, industrielt – og ikke mindst i forhold til alt det tankegods, der ligger bag den måde, man ønsker, samfundet skal fungere på og dét at være menneske, at leve sit liv. Og tankegodset i begyndelsen af århundredet var stadigvæk dybt præget af middelalderen, kongen er loven, og dødsstraf var noget helt normalt .

Vi skal dog stadigvæk ikke glemme, at vi er i Danmarks største provinsby. Store afstande mellem rig og fattig har altid eksisteret, men man lever alligevel tæt på hinanden. Og alle er vidende om deres plads i samfundet.

Læs mere:
– Gennem Odenses gader