Odense i begyndelsen af 1800-tallet
– da H.C. Andersen var barn, 1805-1819

Odense Kanal, opmålt i 1796 og tegnet i 1806.

Odense var her i begyndelsen af 1800-tallet blot en lille, tætbefolket by på kun omkring 6.000 indbyggere, altså ikke meget større end en lille provinsby af i dag. Alligevel var det Danmarks næststørste by. Først i midten af århundredet blev vi overhalet af Århus, om end Odense stadigvæk kunne bryste sig af at være foregangsby og pioner inden for en hel del betydningsfulde landvindinger. Odense var for eksempel først med at få lagt vand ind i husene – vandværket blev indviet i 1853. Samtidig færdiggjordes anlægget af gasværket, som herefter tilbød gas til den offentlige gadebelysning, samt gas til belysning og madlavning til private.

Kort over Odense, tegnet 1838.

Odense Havn og Toldbod set fra Næsbyhoved Skov. (tegning af J.H.T. Hanck, 1836)

Filosofgangen. På den her tid var Filosofgangen blot en lille sti langs den såkaldte bagå, hvor folk kunne gå søndagstur. På den anden side ses Bispens Lysthus og Bispegården med have ned til åen. (sepiategning af J.H.T. Hanck, 1816)

Men så langt er vi altså slet, slet ikke nået endnu her i begyndelsen af 1800-tallet. Livet ser helt anderledes ud på denne her tid.

Her blev livet stadigvæk for en stor dels vedkommende levet, som man havde gjort det siden middelalderen. Det var en tid med meget høj børnedødelighed, faktisk overlevede kun ca. 60% af den europæiske befolkning barndommen. Analfabetisme var udbredt, fattigdommen uhyggelig stor, krige så hyppige at man dårligt nok orkede at nævne det. Der var ingen moderne bekvemmeligheder i husene – ingen gas, ingen elektricitet og ikke noget rindende vand. Vand hentede man på torvet på Flakhaven, hvor der var to offentlige vandposte, som var en del af byens vandforsyning. Yderligere et par vandposter fandtes også et par andre steder i byen. Roersdammen vest for byen havde siden 1586 forsynet byen med vand, der løb ved egen kraft gennem nedgravede udhulede trærør ind til byen. Men vandet var urent, og forsyningen var ikke altid lige pålidelig, for det var endnu lang tid før vandværkets og vandfiltreringens tid.

Odense blev til en rigtig havneby i efteråret 1803, da flere års arbejde med at udgrave Odense Kanal var nået så langt, at det første store sejlskib kunne sejle ind i det nye havnebassin, hvilket var med til at styrke byen som handelsby yderligere. Ellers var Odense på denne her tid først og fremmest håndværkernes by, hvor over 1/3 af husstandene havde tilknytning til et håndværk.

I 1815 skete der noget andet epokegørende: Fyn blev som det eneste sted i landet gjort til et guvernement, og kronprinsen, den senere Christian 8., blev øens guvernør. Det var en helt enestående begivenhed i dansk administrationshistorie. Centraladministrationen overvejede at indsætte en guvernør i hvert stift, men Fyn blev det eneste eksempel. Så måske var det snarere kong Frederik 6.s forsøg på at holde sin fætter, kronprinsen, væk fra København, der var den reelle årsag til udnævnelsen. Guvernøren søsatte de første år mange nye tiltag, og fra 1823 tog han på hyppige inspektionsrejser rundt om på øen, hvor blandt andet kirker, fængsler og rådhuse blev efterset.

Faktisk skal vi helt op til 1840’erne, før der for alvor skete de helt store omvæltninger, og hvor Odense ændrede sig fra at være en administrations- og garnisonsby, til at blive en industriby med en hastigt voksende befolkning. I 1851 rev man byportene ned for at give plads til alle tilflytterne og for at skabe muligheder for yderligere vækst. Og portenes fald markerede for alvor den nye tid.

Men i begyndelsen af 1800-tallet var alt dog stadigvæk ”ved det gamle”, og alt arbejde i by og på land var stadigvæk baseret på hånd- og hestekraft, i byen dog suppleret af et par vandmøller, Munke Mølle og Pjente Mølle. Alt i alt var det for mange et på alle måder hårdt og slidsomt liv.

Læs mere:
– Livet i Odense
– Gennem Odenses gader