OM BØGERNE“En del bøger kan man smage på, andre sluge. Kom og kig på vores bøger! Vi har bøger om alverdens emner relateret til Odense og flere også til Fyn. Du finder os lige her: Historiens Hus Vi bor lige ved siden af domkirken. Gå ind i gården, bagerste højre hjørne. Vel mødt. |
Et lille udpluk:
Herunder kan du læse lidt om nogle af bøgerne i små delikate smagsprøver: |
Troldmandens lærlingErindringer fra Odense 1910-1932 af Kai P. Andersen (1985)
Et kapitel er viet til Kai P. Andersens korte tid som Troldmandens Lærling hos Professor Labri, som gerne omtalte sig selv som ”professor i moderne salonmagi.” Et yndet nummer, ”Skelettet af en 14-årig pige”, bestod i, at der over et bord på tribunen blev lagt et grønt tæppe af skomagerfilt. Så kom Labri ind og afleverede en af sine vrøvlemonologer og lagde en spiseske på tæppet. Så klappede han i hænderne, og ind på tribunen kom pigen, tog skeen i den ene hånd og viste den mod publikum. Labri sagde så: ”Se ske lettet af en 14-års pige!” Som barn fik Kai P. Andersen skarlagensfeber. Og [overlæge] Lollesgaard sagde: ”Jeg tror sågud, han har fået skarlagensfeber. Kommer igen i morgen”. ”Hvis han har, skal han så på epidemien?”, spurgte en bekymret mor. ”Ja, det er der ingen diskussion om. Farvel”. Sygevognen hentede mig og kørte mig på epidemien. Dagen efter kom ”trommeren” og desinficerede lejligheden. ”Trommeren” var søn af den gamle bytrommer, der trommede i gaderne og udråbte nyheder og annoncerede, når der blev lukket for vand og lignende. ”Trommeren” kom med en lille flad vogn, forspændt med en lille hest. På vognen under en presenning, var der et par zinkbaljer. Disse baljer blev båret ind i lejligheden, og efter at vinduer og døre var blevet tætnet, blev baljerne fyldt med en let fordampende væske, der skulle dræbe alle skarlagensfeberbakterierne. Det varede et døgn og var noget, husmødrene ikke var glade for, for ikke alene stank huset længe efter, men dampene angreb metaller og lignende. På sygehuset var der pladsmangel, så jeg kom som eneste dreng til at ligge på en firemandsstue sammen med voksne mænd. Men det var ikke kedeligt. De voksne gjorde kur til gangpigerne og væltede dem om i sengene, når de var inde for at gøre rent på stuen. Jeg syntes, det var vældig sjovt! Hvis så sygeplejersken kom, blev der stor ballade, men det bundede ikke så dybt. Vi måtte ikke få besøg på stuerne af hensyn til smittefaren, så der var nogle trætrapper uden for vinduerne, som de besøgende kunne stå på, se ind til os i sengen, vinke og råbe gennem de lukkede vinduer.” |
Godt på vej – Kollektiv trafik på Fyn i 100 årFynBus 100-års jubilæum, 1911-2011, af Jens Åge S. Petersen og Andreas Skov
Rødderne til vore dages kollektive trafiksystem kan spores tilbage til 1624, hvor Christian den 4. oprettede det danske postvæsen. Postvognene kørte ad faste ruter og på faste tidspunkter og medbragte også passagerer. Deres storhedstid lå i 1800-tallet, og passagerantallet kulminerede i 1860’erne med over 125.000 rejsende årligt, men herefter gik det ned ad bakke, da andre transportmuligheder begyndte at dukke op i takt med, at det danske samfund kom under stærk forvandling, og de moderne tider krævede øget mobilitet. Og i stedet for postvognene var det nu togene, der fragtede folk frem og tilbage mellem landsdelene. Hvor der ikke kørte tog, blev der plads til private dagvognsruter, og deres storhedstid lå i perioden fra 1870’erne og frem til omkring 1. verdenskrig. Dagvognens afløser blev omnibussen. Den første hestetrukne omnibus kørte i København i 1840’erne, og den første hestetrukne sporvogn dukkede op i 1863. Den første fynske motoriserede rutebil blev sat i drift i 1904 på Nyborg-Kerteminde ruten, men det blev til en del år med store tekniske vanskeligheder, svingende drift, der til sidst gjorde, at folk igen foretrak at bruge hestevognen fremfor disse ”helvedesmaskiner”. To chauffører fortæller“Faget som buschauffør har traditionelt altid været et mandefag, men siden 1970’erne er der kommet flere og flere kvindelige buschauffører. ”Det var bestemt ikke alle passagerer, der kunne acceptere en kvindelig chauffør: På min første tur til Bolbro var der en dame, som, da hun så, at ikke var en mand, der kørte bussen, råbte højt, at hun ville af med det samme. Det kom hun så. De mandlige passagerer var i reglen søde, det var mest kvinder, der lavede vrøvl, men det fortog sig dog hurtigt.” (Hedvig Golderman, chauffør ved Odense Bytrafik, fra 1973-1996). ”På et tidspunkt blev jeg særligt beskæftiget med kørsel til Lindø, som jo på det tidspunkt var en meget stor arbejdsplads. Vi var mange biler om at køre arbejdere derud. Det var jo sådan, at vi fra Odense startede med én bus fra rutebilstationen, én fra banegården og én ude på hjørnet af Døckerslundsvej ved Fredens Kirke. Skibhuskvarteret var jo dengang et kvarter med mange værftsarbejdere. Men der startede også busser med arbejdere til Lindø så langt væk som i Assens. Bussen fra Assens havde også andre passagerer med til Odense. Vi startede også helt ude på Nordfyn ved Krogsbølle Kirke, og den bus var kun for arbejdere til Lindøværftet. På netop den rute var der to chauffører, som skiftedes til at tage turen hver anden uge. Af en eller anden grund skulle jeg afløse dem, og det var der naturligvis ingen problemer i. Men en af makkerne sagde til mig: ”Husk, når du nu kører ud til Krogsbølle om morgenen, hvis der ikke er lys i det lille gule hus, så skal du lige holde og banke på vinduet, for så vil han være oppe, når du kommer tilbage.” Så meget kendte man hinanden!” (Arne Jørgensen, chauffør ved DSB, Combus og Arriva, 1965-2001) |
Odense i bevægelse– Strejftog i byens idrætshistorie, af Johnny Wøllekær (2001)
Odense i bevægelse handler først og fremmest om idrættens generelle udvikling. Idrætten kan – og skal – ikke ses som et isoleret fænomen, men skal forstås i sammenhæng med byens almene udvikling – og samfundsudviklingen i det hele taget. Idrætten er samfundets spejl og en aktiv medspiller i samfundslivet. I starten var idræt primært noget borgerskabet gav sig af med som adspredelse, men efter 1900 voksede klubberne i antal og blev snart hjemsted for et sprudlende selskabs- og klubliv. Et fristed fra hverdagens trummerum for alle samfundslag. Vidste du, at
Vidste du, at
|
Odense Byplan 1966-1988Fra Vollsmose til Blangstedgård; Fra gadegennembrud til cykelruter, af Jesper Harvest (2003)
Undertitlerne angiver både et tidsforløb og et paradigmeskift i bolig- og trafikplanlægningen. På trafikområdet blev tidligere ensidig satsning på biltrafik og motorgader afløst af en bredere planlægning for alle trafikarter og grupper af trafikanter, med en opprioritering af cykelruter, trafiksanering, skoleveje, stier og fodgængerområder. Undertitler:
|
Odense bys historieBogserie i 12 bind, udgivet i anledning af Odenses 1000-års jubilæum i 1988Odense nævnes første gang i et dokument fra 988, og det er fra det år, Odenses historie regnes, skønt mennesker har levet i området også før da. Til serien er der desuden udkommet et emneregister samt en kortsamling. Værket er skrevet i et klart og forståeligt sprog, så det også kan læses med udbytte af andre end faghistorikere, og der lægges vægt på at skildre alle sider af byens og befolkningens liv. Et gammelt ord siger, at hver generation skriver sin egen historie. Det skyldes, at den historiske sandhed ikke er den samme for hver generation. Vel skal historikere stræbe efter den størst mulige objektivitet og udnytte kilderne redeligt, hvilket blandt andet betyder, at kilder ikke undertrykkes, fordi de strider mod egne holdninger, men da historien er en levende del af vor selvforståelse, søger hver generation noget andet i historien end den foregående, og hver generation må derfor også skrive sin egen historie. I anledning af Odenses 1000-års jubilæum har byen fået en samlet historisk fortælling fra den første tid og op til 1988. Se mere her: odense-bys-historie-oversigt Se indholdsfortegnelsen over de forskellige bind her: Odense bys historie |